Lykke i fællesskabet

Peter Andersen fra Team Gør Noget For Nogen, skal cykle MS BIKE for tredje gang i 2020 – og hvad der startede som en lyst til at presse sig selv fysisk, er blevet til en større indsats i kampen for en verden uden sclerose.

“Interessen for cykling og afprøvning af egne grænser var oprindeligt det bærende element, da jeg første gang meldte mig til MS BIKE. Hvor kunne jeg finde en passende udfordring og et projekt, som jeg kunne se mening i? Snart skulle det dog også vise sig, at flere personer i min omgangskreds – end jeg var bevidst om – enten selv har eller har venner/ bekendte, som er berørt af sygdommen. Derfor deltager jeg nu på tredje år for at samle ind til ind verden uden sclerose.”

Og netop i indsamlingen har Peter hvert år imponeret med flotte resultater. I skrivende stund har han netop indsamlet 7.000 kr. gennem et spinningevent i Odense.

“I forhold til min indsamling har jeg taget udgangspunkt i egne evner samt mit netværk. Det startede med min egen lille forening, Gør Noget for Nogen, hvor grundtanken er en form for “operation dagsværk”.

Tanken for mig er, at vi har alle nogle færdigheder, som andre kunne have lyst til at nyde godt af. Og hvis de samtidig ved aflønning/donationer går til et godt formål, køber flere også ind på det. I mit tilfælde betyder det, at jeg via gode venner og forbindelser i mit arbejdsliv har stablet bikeevents på benene og herigennem samlet pæne donationer ind. Og jeg må bare konstatere at velviljen blandt venner og familie til at give et nap med, glæden som lyser ud af deltagerne på aktiviteterne samt tanken om at jeg gør en forskel, er en kæmpe motivation for at samle yderligere ind og møde op til MS Bike med en stor indsamling.

Peter stiller op som solo-rytter til MS BIKE 2020 – og selvom han ikke endnu har cyklet hele distancen, så har han fundet en stor lykke i fællesskabet som skabes under MS BIKE.

“Til MS Bike vil jeg bare glæde mig over at være sammen med en masse gode mennesker. Jeg er ikke kommet hele vejen endnu. Bliver det i år, ved jeg ikke. Men jeg har fundet stor lykke i det umiddelbare fællesskab, som spontant opstår i forbindelse med løbet og som virkelig er der på alle mulige måder. Jeg har fået hjælp af folk, som jeg aldrig har mødt hverken før eller siden, med alt fra skift af slanger – til transport af tasker, lift på færgen osv.. Det er små ting. Men som Nicholson siger i “As good as it gets”: “you make me wanna be a better man” og sammen med Jer (red. rytterne) får jeg også lyst til at gøre det lidt bedre hele tiden. Kliché-agtigt, måske. Men tænk hvis vi alle havde den sammen hjælpsomhed året rundt…

Vi glæder os igen til at følge Peters tur fra Skagen til København – og hvis du vil bakke Peter op i kampen for en verden uden sclerose, kan du give et bidrag til hans indsamling lige her: https://indsamling.scleroseforeningen.dk/en/fundraisers/peter-andersen-s-ms-bike-2020-indsamling